Der er tre uddannede pædagoger ansat i Bispeparkens Fritidsklub. Derudover har vi ofte deltidsansatte medhjælpere, praktikanter og studerende, som bidrager til at opretholde et højt aktivitetsniveau.
Den anerkendende pædagogik i Bispeparkens Fritidsklub er en af grundstenene i det daglige arbejde. Der er få urokkelige regler, men til gengæld arbejdes der meget med kulturen i klubben, samt det at blive et lidt ældre barn/teenager med de krav og muligheder det afstedkommer.
Forståelse for andre mennesker, medbestemmelse, empati og anerkendelse af forskelligheder hjælper barnet til god og positiv selvudvikling og selvforståelse. Klubben stræber efter både at give plads til aktiviteter, samtidig med at der skabes rum til fordybelse og refleksion; derfor indeholder hverdagen i Klubben både mulighed for aktiviteter, for at skabe og pleje sine relationer, og mulighed for at trække sig lidt tilbage og lade en lang skoledag synke ind.
Klubben arbejder på at hjælpe og lære børnene at orientere sig og selv være opsøgende over for de muligheder, der er i dagligdagen. Generelt arbejder personalet på at give børnene en høj grad af medbestemmelse og ansvar. Klubben tilbyder alle børn aktiviteter, som interesserer netop dem. Det kræver dialog og engagement fra både voksne og børn. Hvis børnene savner eller ønsker nogle aktiviteter, gives der rum og mulighed på de ugentlige børnerådsmøder til, at de lærer at give udtryk for, hvad de kunne tænke sig.